Parterapi (samlivsrådgivning)

Parterapeuter eller samlivsrådgivere kan have forskellige former for uddannelse. Fælles for os er, at vi har en særlig interesse for de udfordringer, som de fleste par vil stå over for på et eller andet tidspunkt i deres samliv. Derfor har vi erhvervet os viden og erfaring med, hvordan vi kan inspirere og hjælpe par, der oplever knas i forholdet.

 

Vi bibeholder som parterapeuter på professionel vis en neutral position og skaber et rum, i hvilket I som par vil opleve, at I kan udtrykke jer åbent og ærligt. Endvidere tilbyder vi jer forskellige former for redskaber, som I selv kan lære at benytte for derigennem fortsat at kunne udvikle jer sammen – eller hver for sig, for parterapi kan også være en hjælp til en ”lykkelig skilsmisse”.

 

Førhen har der været en tendens til først at opsøge en parterapeut som den allersidste udvej, for at afklare om der overhovedet var noget at stille op. I dag ved vi, at hvis I søger hjælp og inspiration i tide, øges jeres chancer for, at I kan opbygge et langt og godt samliv.